TR-Info Placering af medarbejdere ved opdeling af brev og pakkeforretningen
I forbindelse med etablering af den fremtidige struktur, hvor pakkeforretningen adskilles fra brevforretningen, har PostNord Danmark rettet henvendelse til 3F Post om principperne for overførsel af medarbejdere fra CS (Breve) til Parcel (Pakker). Principperne er senest drøftet mellem parterne ved indførsel af Ny Produktionsmodel i 2017, hvor der var enighed om de rammer som gælder, når arbejdspladser flyttes eller nedlægges. Rammerne fastlægger blandt andet at det skal tilstræbes at forflyttelser sker frivilligt, og at tilrettelæggelsen sker i samarbejde med de lokale tillidsrepræsentanter. En række opgaver, eksempelvis omdeling af Q- og maxibreve, forbliver i brevforretningen ved adskillelsen. I praksis betyder det, at der er behov for flere cykelruter og færre pakkeruter. PostNord Danmark vurderer at der på landsplan er behov for at etablere ca. 150 nye cykelruter i den forbindelse, og det rejser spørgsmålet om hvilke 150 medarbejdere, der skal blive i brevforretningen og løfte disse opgaver. Virksomheden ønsker at det som udgangspunkt er medarbejdere ansat på særlige vilkår (SV), som forbliver i brevomdelingen. Begrundelsen for dette er dels, at det forventes at pakkeforretningen centraliseres yderligere på sigt, hvilket kan give problemer med at overholde 40-km grænsen, som gælder for SV. Virksomheden ønsker generelt at fastholde SV i brevdistributionen i videst muligt omfang. Medarbejdere, som i dag udelukkende udfører pakkeomdeling, ønsker virksomheden dog at overføre til Parcel uden skelen til ansættelsesform. 3F Post er ikke enig i denne beslutning. Vi anerkender at det er svært at udlede præcist hvilke 150 kolleger, der ikke skal følge med over i pakkeforretningen, men vi har fuld tillid til at den opgave kan løses ved lokal dialog. Ovenstående løsning er truffet som en ren ledelsesmæssig beslutning. Rammerne aftalt i 2017 er er brugbare. Vi fastholder at der skal søges frivillige løsninger. Vi fastholder at der skal tages sociale hensyn, både til den SV- medarbejder som er for slidt til cykel, men også til den postarbejder, som ikke ønsker at flytte med over i Parcel af hensyn til fx afstand til arbejdet. Vi forventer reel lokal dialog. Vi insisterer på at vore tillidsrepræsentanters argumenter og løsningsforslag tages med i vurderingen, og at man via god dialog finder holdbare løsninger. Sager, hvor der ikke opnås lokal enighed, forbeholder vi os retten til at rejse centralt.
Med venlig hilsen
Dzevad Ramic Formand 3F Post