Feriebolig i Marckolsheim – hjertet af Alsace
I Marckolsheim i Frankrig (midt i Alsace) ligger TJM Forsikrings nye feriehus (september 2025). Huset er omgivet af vinmarker, charmerende småbyer med bindingsværkshuse og ligger samtidig i gåafstand til indkøb og caféer på hovedgaden i Marckolsheim.
Det moderne hus er nybygget og har fire soveværelser med plads til otte gæster. I stuen er der mulighed for to sovepladser på sovesofa. Der er tre badeværelser, en stor opholdsstue med smart-TV og streaming, samt et veludstyret køkken, hvor du kan lave dine egne måltider og nyde dem på terrassen. Her finder du også en grill, perfekt til de friskindkøbte spyd med fisk og kød fra det lokale supermarkeds delikatesseafdeling.
Husets største attraktion er uden tvivl den private pool, som dog er lukket i vinterperioden, men klar igen til foråret. Hertil kommer sauna, bordtennisbord i kælderen, parkeringsplads til to biler samt vaskemaskine og tørretumbler. Her er med andre ord alt, hvad du og familien har brug for til en afslappet og komfortabel ferie.
Colmar og de små perler i Alsace
Et must-see er byen Colmar, blot 30 minutters kørsel fra huset. Colmar er kendt som en af de smukkeste byer i Frankrig – med farverige bindingsværkshuse, idylliske kanaler og en stemning, der ofte beskrives som “Lille Venedig”. Byen byder på alt fra stormagasiner som Monoprix til små, unikke butikker med lokalt kunsthåndværk og specialiteter.
Er du mere til den afslappede stemning i de småbyer, kan vi anbefale Ribeauvillé og Eguisheim – begge kåret til nogle af Frankrigs smukkeste landsbyer.
Mad og vin i verdensklasse
Alsace er et paradis for vinelskere. Du kan besøge lokale vingårde, gå ture i vinmarkerne og lære mere om druer som Riesling, Pinot Noir og Gewurztraminer.
Madoplevelserne spænder bredt: Fra små, lokale restauranter med klassiske retter som choucroute garnie (surkål med pølser og kød) og den ikoniske tarte flambée, til gourmet og Michelin-oplevelser i topklasse.
Og har du en sød tand, er der kun 10 minutters kørsel til Café La Coccinelle, der byder på overdådige kager som tarte au citron og gateau marcel – serveret i smukke omgivelser.
Historie og oplevelser
Området er også rig på historie. Besøg f.eks. krigsmuseet Fort de Schoenenbourg på Maginot-linjen, Frankrigs imponerende forsvarsværk fra 2. verdenskrig.
Klima og praktisk info
Alsace byder på et af Frankrigs mest solrige klimaer – med varme somre, milde forår og farverige efterår, hvor vinmarkerne gløder gult og rødt. Sommeren er perfekt til pooldage og terrasseliv, mens foråret og efteråret er ideelle til vandreture, bybesøg og vinture.
Du kan selv køre til Marckolsheim (ca. 12 timer fra København). Alternativt kan du flyve til Basel eller Strasbourg, hvorfra der er ca. 1 times kørsel i bil til huset.
Vi anbefaler bil under opholdet, så du nemt kan opleve regionen.
Et stort supermarked med en god delikatesseafdeling, Super U, ligger blot fem minutters gang fra huset.
Vær obs på, at bookingperioden er mandag – mandag med ankomst kl. 1700 og afgang kl. 1000. Inkluderet i prisen er slutrengøring og leje af sengetøj, håndklæder og badehåndklæder. Der kan ikke bookes minibookinger.
Selvom der er slutrengøring skal du selvfølgelig selv rydde op efter dig og dine gæster og efterlade huset i en ordentlig stand. Køleskab/fryser skal være tømte og det samme gælder skraldespanden.
Der er affaldssortering i boligen og det er meget vigtigt, at du overholder sorteringen. Hvis der ikke er sorteret korrekt, bliver der ganske enkelt ikke tømt! Renovationsfolkene tjekker det ;o) Sæt dig derfor godt ind i, hvordan sorteringsreglerne er og overhold dem. Vejledning er i huset.
















