København Christianshavn

Postfonden har 2 lejligheder på Christianshavn, Johan Semps Gade 7 (hhv. st.th. og 4. tv.), 1402 Kbh. K. Lejlighederne er næsten identiske, dog har stuelejligheden ikke altan. Nedenfor er en beskrivelse af lejlighederne.

Lige overfor Christians Kirken, med udsigt til Frelser Kirkes snoede tårn og Christiansborg Slots tårn, ligger Postfondens lejlighed på Christianshavn. På dette areal af Christianshavn, ned mod havnefronten, opleves samtidig det arkitektoniske spændingsfelt mellem ny moderne arkitektur og velholdt ældre bymiljø.

Lejlighederne er bygget i år 2003 og ligger med sine veloplyste 120 m2 kun 300 m fra Christianshavns Torv, hvor der er en metrostation. Der er elevator i ejendommen og en parkeringskælder med en parkeringsplads under ejendommen.

I lejlighederne er der 2 store soveværelser, hver med dobbeltseng og fra det ene, er der udgang til egen altan (ikke i stuelejligheden). I stuen er der en dobbelt sovesofa til 2 opredninger – i alt 6 sovepladser.

Der er åbent køkken på 4. sal (men ikke i stuelejligheden), med komfur, mikrobølgeovn og opvaskemaskine.

I den store vinkelstue er der vinduer fra gulv til loft næsten hele vejen rundt i vinkel – med 3 franske altaner – så lejlighederne er utrolig veloplyste. I stuen er der spiseplads og sofagruppe med TV.

Der er to store flisebelagte badeværelser, hver med toilet og bruseniche. I det ene findes vaskemaskine og tørretumbler.

Et fantastisk udgangspunkt for et ferieophold i Hovedstaden.