Udtalelse fra årsmødet 2016

220 Tillidsrepræsentanter, samlet til årsmøde i Kolding 11-12. okt., udtaler:

Betyder en total digitalisering af det danske samfund, at der ikke længere er behov for et fysisk distributionsnet, der dækker hele landet med en ensartet service?

Dette spørgsmål bliver det danske samfund og Transportministeriet nødt til at finde et hurtig og robust svar på. Digitaliseringen har nu nået et niveau, hvor vi ikke længere tror på at det, under almindelige forretningsmæssige betingelser, er muligt at opretholde det fintmaskede logistiknet, der kræves for at udfylde befordringspligten. Øget nethandel og lige muligheder for at drive erhverv i alle dele af det danske land, kalder på en løsning hvor en operatør gives økonomiske rammer for at sikre lige muligheder i alle dele af landet.

Eroderer Post Danmarks logistiknet i de tyndt befolkede dele af landet, vil det være helt urealistisk at forestille sig, at den frie konkurrence nogensinde vil udfylde opgaven med at distribuere i den del at landet hvor husene ikke ligger tæt.

Det danske samfund har sparet store omkostninger gennem digitalisering, og Post Danmark bløder. Og for lige at gøre det hele lidt mere sort, indfører skat en administrativ momsregel, der presser virksomheden på såvel omsætning, omkostninger som konkurrencekraft.

Vi, der er ansat i Post Danmark, kræver, at ejerne/staten klart formulerer, hvad de vil med virksomheden og skaber de reelle rammer om virksomheden med troværdige perspektiver, i stedet for løbende fyringsrunder, og en medarbejderstab der ikke længere kan se perspektivet!

Den danske ledelse prøvede i august måned at bremse omkostningerne op, så de kom på budget niveau. Ledelsen lod hånt om de forpligtigelser, der er i forhold til kunder og god samarbejdsskik. Og de efterlod en lamslået medarbejderstab, der oplevede at stå uden reelt lederskab. I hvert fald ikke med et lederskab nogen havde lyst til at følge.

Vi forventer at dette var en engangsforestilling, der beviste og overbeviste om, at dette under ingen omstændigheder er en farbar vej!

I slutningen af september gennemførte ledelsen en meget stor afskedsrunde. Og vi kan desværre forstå, at det ikke er den sidste. Vi tror ikke at driftsopgaven kan løses med den tilbageværende stab. Når de opsagte kolleger fratræder, er budskabet entydigt fra den samlede tillidsrepræsentantskare:

Vi accepterer ikke løsninger med stigende brug af midlertidigt ansatte, vikarer og timelønnede på bekostning af de nu opsagte kolleger!

Således vedtaget:

Print Friendly, PDF & Email
Claus Kastbjerg Hertz

Claus Kastbjerg Hertz

Faglig sekretær i 3F København. Layouter Postbladet og er webmaster på 3fpost.dk

Måske skulle du også læse...