Udtalelse til Transportministeren, Folketingets Transportudvalg m.v.

Dzevad Ramic, Industrigruppen Forhandlingssekretær

Et år med ny postlov: En forhastet aftale med alvorlige konsekvenser

3F Post årsmøde i Kolding den 12. september 2024

Et år efter den nye postlov trådte i kraft, er vi desværre blevet bekræftet i, at situationen er lige så alvorlig, som vi havde frygtet. Efter debatten på årsmødet står det klart, at vi står over for alvorlige konsekvenser, som følge af den forhastede beslutningsproces forud for implementeringen af postloven. Når kritisk infrastruktur ender som et monopol, rammer det både samfundet og de borgere, som stadig er afhængige af landsdækkende omdeling. Postloven har skabt en uholdbar situation, og det er vores opgave at gøre opmærksom på konsekvenserne af aftalen. 3F Post vil fortsætte kampen for en fair og robust postdistribution. På årsmødet har over 130 tillidsrepræsentanter fra 3F Post diskuteret konsekvenserne af den nye postlov. Allerede efter ét år står det klart, at vi i stedet for at få flere aktører på markedet nu står med et marked, der mest af alt ligner et monopol. Læg dertil, at priserne for at sende et brev er steget til det dobbelte, og at serviceniveauet er forringet markant. Det sker når medarbejdere afskediges og distributionsarbejdspladser lukkes. Implementeringen har vist sig lige så kritisabel som selve postlovens indhold. Vi står i en uholdbar situation, der truer med at efterlade danskerne med et usikkert og uigennemskueligt brevmarked.

Kritisk infrastruktur på spil

Brevmarkedet er ikke blot et forretningsområde – det er en del af Danmarks kritiske infrastruktur. Den aktuelle situation, med øget risiko for angreb på Danmarks digitale systemer, viser behovet for at opretholde en fysisk distribution, som fungerer, ikke kun som backup, men som en del af det samlede servicetilbud til borgerne. Postaftalen skulle øge konkurrencen og ultimativt resultere i billigere priser til gavn for danskerne, men det er tydeligt at det modsatte er sket. Hastværk med at få indført postloven her og nu, har ikke givet rum til overvejelser om, hvorvidt markedet reelt er klar til at overtage og sikre, at alle danskere stadig kan modtage deres post. Vi opfordrer på det kraftigste transportminister Thomas Danielsen og postordførerne på Christiansborg til at revurdere den nye postlov. Det er nødvendigt at sikre, at vi fortsat har flere kvalificerede aktører på markedet for brevomdeling, hvis vi vil garantere et marked, der både lever op til internationale forpligtelser på området og sikrer lige adgang for alle.

3F Post vil fortsætte kampen

Vi vil fortsat arbejde for at beskytte vores arbejdspladser og sikre, at posten i Danmark fungerer for alle borgere – uanset hvor de bor. Vi vil ikke stiltiende se på, at vores gode arbejdspladser erstattes af jobs med langt ringere vilkår. Det er vores ansvar, og det er en opgave, vi er stolte af. Men det kræver, at politikerne på Christiansborg begynder at lytte til dem, der kender postsektoren bedst: os, der arbejder i den hver dag.

Dirigenter:
Jesper Peter Holm

Kim Abildgaard Thomsen

Print Friendly, PDF & Email

Måske skulle du også læse...