Hestekur? Fortrøstningsfuld?

Information til tillidsrepræsentanterne i 3F Post.

Dagbladet Børsen bringer I dag en overskrift med ”Hestekur med fyringer undervejs hos PostNord. Fagforbund fortrøstningsfuld”.

Der er ingen i 3F Post der er ”fortrøstningsfuld” overfor de fyringer og forandringer, vi har oplevet gennem de senere år.

Fra tillidsmandsmøder og årsmøder er der derimod krævet, at nedskæringerne ikke bare skal være nedskæringer, men skal ende med ordentlige arbejdspladser på overenskomst med respekt for medarbejderne og den samfundsopgave, vi løser.

Den ramme blev vi enige med Post Danmark om da brevfaldet for alvor slog igennem – fastlagt i det såkaldte ”håndslag” om at løse forandringen i samarbejde, og med ordentlige arbejdspladser og en veldrevet virksomhed som mål.

Lige nu har vi, som alle ved, med stærk støtte fra arbejdspladserne søsat en ramme for større lokal indflydelse på hvordan drift og arbejdstid tilrettelægges. Og vi forventer offensiv adfærd fra virksomheden for at skabe mere arbejde med blandt andet servicedistribution.

3F Post fastholder, at dette mål kan og skal nås, og at hele brev- og pakkemarkedet ikke skal ende i hænderne på klondyke-selskaber med betændte ansættelsesvilkår.

Vi kræver, at Post Danmark er klar og tydelig i sin støtte til håndslaget. 3F Post vil være fuldstændig parat til at fastholde virksomheden på sit ansvar overfor medlemmerne.

Lars Chemnitz
Formand, 3F Post

Claus Kastbjerg Hertz

Claus Kastbjerg Hertz

Faglig sekretær i 3F København. Layouter Postbladet og er webmaster på 3fpost.dk

Måske skulle du også læse...