Sikke et år at se tilbage på!

Her ved årets afslutning flyver tankerne hen over de begivenheder som har præget det år, som nu næsten er gået.

I januar var vi spændte. Vækstaftalen skulle præsenteres for tillidsrepræsentanterne og for medlemmerne. En epoke med formand Lars var slut, en ny med undertegnede som formand skulle begynde. Brevmængden faldt fortsat, men en kurs for fremtiden var sat. Vi skulle vinde det der pakkemarked!

Nogen begyndte at tale om en ny slags influenza, men det var vist ikke mere end det. En influenza, og i øvrigt var det helt ovre i Kina det foregik. Vi var mere optagede af SPLIT – PostNord Danmark gjorde op med årtiers tale om det smarte i at omdele breve og pakker samtidigt. Efter års massive brevfald var brevene og pakkerne blevet til møllesten om hinandens hals, og de tre selvstændige, interne enheder PO (pakker), MLM (breve) og RFO (transport/logistik)så dagens lys.

Imens enhederne og medarbejderne fandt deres ben i den nye organisation, truede COVID-19 straks med at feje dem væk igen. Virussen viste sig som langt mere end en lille influenza, og dens evne til at sprede sig lagde lande øde verden over. Således også Danmark, som de facto lukkede ned i marts. Regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik 3-parts aftaler, som skulle holde hånden under virksomhederne og deres medarbejdere. Rejsebranchen, herunder lufthavnsarbejderne var ramt fra den ene dag til den anden. Ingen vidste hvilken betydning krisen ville få for os.

Det viste sig, at der i det nedlukkede Danmark fortsat var behov for at borgerne kunne modtage pakker og breve. Omdeling er en del af det der kaldes ’kritisk infrastruktur’, og PostNords medarbejdere havde nok at lave. Breve blev der færre af, så snart virksomhederne lukkede ned, men til gengæld steg antallet af pakker eksplosivt. Og ikke så mange havde lyst til en tur på posthuset, pakkerne skulle leveres derhjemme.

Alt imens forhandlede politikerne om hvem der skulle varetage befordringspligten for de kommende år. Efter nogen tøven måtte alle erkende, at med de få breve der var tilbage efter digitaliseringen, så var det en UDGIFT at sikre at alle adresser i landet kan modtage og sende post.

Den gældende postlov blev forlænget, så man kunne forhandle en ny aftale på plads. Ikke mindre end tre gange er det sket, uden at politikerne har kunnet blive enige om en ny aftale. Ikke nogen optimal proces for en virksomhed som har brug for at kunne planlægge og investere mere langsigtet.

Betaling for at udføre opgaven fulgte dog med de midlertidige forlængelser. PostNord tilføres op mod 300 mio. samlet, som kompensation for udgifter ved at varetage befordringspligten. Vi har ikke hørt nogen firmaer råbe højt om at de vil kunne klare det for mindre. Tværtimod erkender konkurrenter, at portoen skulle forhøjes væsentligt, og servicen væsentligt forringes, hvis de skulle påtage sig opgaven.

Alligevel fortsatte konkurrenter og nogle af politikerne den negative tilsvining af PostNord og dens medarbejdere. Med anonyme breve, med udokumenterede påstande om snyd og med undersøgelse på undersøgelse af regnskabsforhold, skulle PostNords image tilsvines.

Alle undersøgelser har til nu vist, at virksomheden spiller rent spil og kan dokumentere det. Men det er klart at det trækker meget energi og lyst ud af medarbejderne, at de konstant skal forsvare deres arbejde og deres arbejdsgiver. Fra 3F Post kan vi klart tilkendegive at vi forfølger enhver uregelmæssighed vi måtte finde. Men den hetz der har kørt, er urimelig.

Alt imens, ude i virkeligheden: Medlemmerne har passet deres job, og leveret varen til kunderne. Pakkemængdernes rejse mod skyerne er fortsat, og flere og flere vælger at få leveret med PostNord, og regnskabet er i bedring. I pressen og på sociale medier er der positiv omtale, ikke mindst da PostNord som de første indfører en Corona-sikker kvitteringsmetode.  For medarbejderne betyder det en mere sikker arbejdsdag, flere jobs og gladere kunder.

Alt i alt må det konstateres, at 2020 for en postmedarbejder har været et turbulent år med megen usikkerhed, men også med lys i mørket. Der vil fortsat være udfordringer og vanskelige beslutninger, også i 2021. Men vi føler os mere trygge i at kunne fastholde jobs på ordentlige vilkår, også i en tid hvor tech-giganter som fx Amazon har fået øje på det skandinaviske marked.

I skrivende stund går smitteudviklingen den forkerte vej, men det kan vi selv gøre noget ved. På job og derhjemme skal vi passe på hinanden. Dagen er tiltaget med 6 minutter. PostNord ”vandt julen”. Vi går ud af 2020 med flere 3F Post-ansatte end vi startede med. Det går den rigtige vej.

Vi vover det ene øje, og forudser et bedre 2021 end det år vi nu forlader.

3F Post ønsker dig og dine kære et godt og sikkert nytår

Dzevad Ramic

Formand, 3F Post

Print Friendly, PDF & Email

Måske skulle du også læse...