Årsregnskab PostNord Danmark, Ny Produktionsmodel og forlig på IO-området

I fredags blev Post Danmarks Årsregnskab 2016 offentliggjort. Det viser et underskud på 1,5 mia. kr, som kommer fra 500 mio. i driftsunderskud og 1 mia. i nedskreven værdi. Det gav stor medieomtale, herunder også om ”Blodbad” i Ekstra Bladet.

Hvis der skal ske fyringer, bliver ledelsen nødt til at pege på hvad vi skal holde op med at lave – eller gøre helt anderledes. Ellers er vi i en situation, hvor posten ikke kommer ud, med den kvalitet der nu forventes.

Den nye produktionsmodel, som omtales, kan ikke gennemføres med et snuptag. Omstillingen vil tage tid, og så lang tid produktionen sker i xy-xy, kan den formodentligt ikke trykkes igennem for fuld kraft. Vi venter stadig på at høre, hvad der mere konkret ligger i planen. Men når den kommer må vi regne med, at det bliver en gennemgribende ændring.

Situationen er alvorlig, og det kan og vil ikke blive ignoreret. Men når der måtte komme fyringer, så bliver det ikke formidlet gennem pressen, men gennem samarbejdsorganisationen. Efter 3F Posts bedste skøn står vi ikke foran en umiddelbar fyringsrunde. Tværtimod sker der p.t. ansættelser for at leve op til kvalitetsmålene.

Som det er er fremgået i pressen, er ”særlige vilkår” også et tema. Kommunikationen fra koncernen har været kluntet og stødende, hvilket vi har påtalt i stærke vendinger. Men tilbage står, at de personalereduktioner, der kommer til at ske i forbindelse med ny produktionsmodel, ikke udelukkende kan ske ved at afskedige postarbejdere. Vi forventer derfor fornyede fratrædelsesordninger til ”særlige vilkår” næste år. Især i administration og ledelse (formodentlig også i dele af produktion og distribution) vil virksomheden skulle reducere i antallet af ”særlige vilkår” – men spørgsmålet er, om virksomheden kan finansiere denne omstilling.

Vi er meget frustrerede over den måde, ejerne bedriver ejerskab på. I stedet for aktivt at bidrage til at løse virksomhedens meget alvorlige problem – er de åbenbart gået i en landskamp. Alvoren for virksomheden er så stor, at det er der simpelthen ikke tid til. Det kan anbefales at læse mediedækningen med de briller. Medietrykket i Sverige er helt ekstremt stort.

Efter forliget om ny Industrioverenskomst kan forhandlingerne med Post Danmark om fornyelse af 3F Posts aftaler starte. Vi skal dog have det samlede resultat også for normallønsområdet, som først vil foreligge senere, inden et resultat er muligt.

Lars Chemnitz
Formand 3F Post

Hør også interview med Lars Chemnitz i P1 Morgen – 16. februar 2017

You may also like...